Armie Hammer er kommet med sin første udtalelse efter anklager imod skuespilleren om voldtægt. Det sker i forbindelse med, at det er blevet offentliggjort, at han trækker sig fra Broadway-teaterstykket 'The Minutes'.
Det skriver det amerikanske medie Variety.
'Jeg har elsket hvert sekund, jeg har arbejdet på 'The Minutes' med familien, jeg har fået gennem Steppenwolf (teateret, red.). Men lige nu bliver jeg nødt til at fokusere på mig selv og mit helbred,' lyder det fra den 34-årige skuespiller.
Hollywood-skuespiller efterforskes for voldtægt
For under en måned siden bekræftede politiet i Los Angeles, at Armie Hammer er under efterforskning for voldtægt. Det sker, efter der i flere måneder på sociale medier har floreret anklager mod skuespilleren.
Armie Hammers karriere har været i frit fald, siden beskyldningerne kom frem.
Foruden teaterstykket har instruktøren Amma Astante valgt at stoppe samarbejdet med Hammer i den kommende koldkrigsfilm 'The Billion Dollar Spy', hvor han skulle have spillet over for danske Mads Mikkelsen.
Armie Hammer har tidligere igennem en talsperson nægtet sig skyldig i voldtægtsanklagen.
Armie Hammer er ikke den første i sin familie, der er blandet ind i skandaler. Læs alt om familiedramaet her (+)