Knap seks måneder efter en brudt forlovelse har den tidligere One Direction-stjerne Liam Payne fundet kærligheden igen.
Mandag aften mødte 29-årige Payne nemlig op på den røde løber til British Fashion Awards i London sammen med sin nye kæreste, 23-årige Kate Cassidy.
Flere medier, heriblandt Daily Mail og Evening Standard skriver, at det er første gang, at parret optræder sammen offentligt.
Artiklen fortsætter under billedet ...
The Sun kunne i slutningen af oktober skrive om rygterne om en romance mellem Liam Payne og Kate Cassidy. Nu står de frem som kærester.
Brød forlovelsen
Liam Payne har tidligere været forlovet med modellen Maya Henry, men parret gik fra hinanden tilbage i maj.
Sidste sommer kunne Liam Payne og Maya Henry meddele, at de havde hævet deres forlovelse for derefter at finde sammen igen.
Men en talsperson for den tidligere One Direction-stjerne kunne i maj bekræfte, at det endegyldigt var slut mellem parret.
Liam Payne har tidlige udtrykt over for magasinet People, at der var udfordringer i forholdet med Maya Henry.
- Jeg tror, at vi gik igennem en masse under covid-19, men jeg føler, at vi er kommet ud på den anden side en smule stærkere, sagde han og slog fast, at de var 'meget, meget glade'.
Liam Payne og Maya Henry havde været sammen siden 2018. De flyttede sammen under den første coronanedlukning og blev forlovet i august 2020.
Han har tidligere dannet par med modellen Naomi Campbell og har et barn med stjernen Cheryl Cole.