Katie Price taler ud for første gang, efter at hun fik sin dom for spirituskørsel, der fandt sted i slutningen af september.
Det gør hun i et interview hos 'Good Morning Britain', skriver Mirror.
Tilbage i december blev Katie Price idømt en toårig frakendelse af kørekortet og 16 ugers betinget fængsel, men realitystjernen har ikke kommenteret dommen før nu.
'Traumatiske oplevelser'
På trods af, at dommeren mente, at hun fortjente at tilbringe julen bag tremmer, undgik hun fængselsstraf på grund af et juridisk smuthul fra et tidligere retsmøde.
- Du må være meget taknemmelig for, at du ikke er i fængsel. Du undgik en fængselsstraf, tingene kunne have set meget anderledes ud, påpeger den ene af morgenprogrammets to værter.
Ifølge den 43-årige realitystjerne er det forudgående traumatiske begivenheder, der førte til selve ulykken.
- Begivenhederne, der førte til dette (ulykken, red.), var meget traumatiske, og jeg er ikke klar til at snakke om det endnu, forklarer Katie Price blandt andet.
- Der er grunde til, at jeg satte mig ind i den bil. Mit mentale helbred. Jeg skammer mig over det.
Hun fortæller, at hun vil vende tilbage til showet, når hun er klar til at sætte ord på det.
Ikke første gang
Det er bestemt ikke første gang, at den kontroversielle realitystjerne er blevet taget for kørsel i påvirket tilstand.
Ifølge Daily Mail har Katie Price nemlig slet ikke noget kørekort, fordi hun tidligere har fået det taget efter spirituskørsel, ligesom hun seks gange tidligere har mistet retten til at føre et køretøj.
Katie Price er en af mange, der har tiltrukket sig opmærksomhed, efter at hun har været på forsiden af Playboy-magasinet. Hendes forside og en lang række ikoniske forsider kan du se her.