Efter dramatisk fødsel: Kunne være død

Christine Quinns hjerte stoppede med at slå, da hun fødte sin første søn

Både søn og mor var tæt på at miste livet under fødslen. Foto: AFF-USA/Shutterstock
Både søn og mor var tæt på at miste livet under fødslen. Foto: AFF-USA/Shutterstock

Det var en lykkelig Christine Quinn, der i maj måned kunne fortælle, at hun var blevet mor for første gang.

Dengang fortalte 'Selling Sunset'-stjernen, at det havde været en dramatisk fødsel, og vandet var gået, netop som hun var blevet færdig med at filme den fjerde sæson af Netflix-hittet 'Selling Sunset'.

22 minutter senere kom sønnen til verden efter et akut kejsersnit.

I et opslag på Instagram skriver hun, at sønnens navlestreng var viklet rundt om halsen, og han derfor kun var få sekunder fra at dø.

'Efter vandet var gået, blev jeg hastet til hospitalet, og jeg var allerede 9 centimeter udvidet. Jeg hyperventilerede på grund af den stærke smerte, og jeg blev hastet ned på operationsbordet for at få foretaget et akut kejsersnit', skriver hun i opslaget.

'Kirurgerne havde ikke engang tid til at tælle deres instrumenter, inden de skulle sy mig sammen, og så stoppede mit hjerte med at slå. Jeg blev derfor kørt igennem en røntgenmaskine, så de kunne sikre sig, at de ikke havde glemt noget indeni mig'.

Den dramatiske fødsel vil være med i den kommende sæson af realityserien 'Selling Sunset'.

Faren til barnet er 41-årige Christian Richard, som seerne af Netflix-serien kunne se hende blive gift med, da sæsonafslutningen på tredje sæson blev sendt sidste år.