Det sendte chokbølger gennem hele verden, da Bob Saget blev fundet død på sit hotelværelse natten til mandag. Han blev kun 65 år gammel.
Nu sætter skuespillerens enke, Kelly Rizzo, for første gang ord på sin mands alt for tidlige død.
I en meddelelse, som People har fået tilsendt, taler enken om sin kærlighed til den folkekære skuespiller.
'Hele mit hjerte. Bob var mit absolut et og alt. Jeg er fuldstændig knust og i chok. Jeg er utrolig rørt over den overvældende kærlighed og hyldest fra vores venner, familie, hans fans og kolleger,' lyder det i meddelelsen, der fortsætter:
'Når tiden er rigtig, og nyheden ikke er så ny, så ser jeg frem til at dele mere af Bob med resten af verdenen. Hvor meget han betød for mig og alle dem omkring ham, og hvor meget hans fans og venner også betød for ham. Tak for at respektere mit privatliv i denne tid.'
Bob Saget og Kelly Rizzo mødte hinanden i 2015, og parret sagde ja til at gifte sig i 2018.
Bob Saget blev fundet død på sit hotelværelse i Orlando, han blev 65 år gammel.
Erklæret død på stedet
Dødsårsagen er endnu ikke bekræftet, men TMZ kan fortælle, at det var en af hotellets sikkerhedsvagter, der fandt skuespilleren livløs i sin seng.
Ifølge politirapporten havde sikkerhedsvagten låst sig ind på skuespillerens værelse, efter familien havde udtrykt bekymring, da de gentagne havde forsøgt at få fat på ham uden held.
I rapporten fremgår det også, at Bob Saget blev erklæret død på stedet, da politiet ankom til hotelværelset.
Ud over sin hustru efterlader Saget sig sine tre døtre, Aubrey, Lara og Jennifer på henholdsvis 34, 32 og 29 år, som han har med ekskonen Sherri Kramer.