I sidste uge kom det frem, at sanger og skuespiller Jana Kramer og den tidligere NFL-spiller Mike Caussin igen var gået fra hinanden.
Parret, der blev gift for seks år siden, har valgt at lade sig skille. Det offentliggjorde Jana Kramer, der som skuespiller især er kendt fra serien 'One Tree Hill', men også har haft en række roller i flere populære tv-serier som 'CSI: NY' og 'Grey's Anatomy', med et følelsesladet opslag på Instagram.
'Jeg har kæmpet. Jeg har elsket højt. Jeg har tilgivet. Jeg har knoklet for det. Jeg har givet alt, jeg havde, og nu har jeg ikke mere at give. Tiden er inde,' skrev hun blandt andet.
'Upassende opførsel og utroskab'
Hun offentliggjorde ikke årsagen til bruddet, men de to har haft et turbulent forhold med flere brud tidligere, fordi Mike Caussin, der havde en kort karriere i NFL, havde været utro.
Flere medier erfarede kort efter skilsmissen, at utroskab igen var årsagen denne gang. Og den ser ud til at være god nok. I hvert fald hvis man spørger Jana Kramer.
Hun har sendt en anmodning om skilsmisse til retten. De dokumenter har E! News fået fingrene i, og mediet kan afsløre, at Jana Kramer har angivet årsagen til at være 'upassende opførsel i ægteskabet, uforsonlige forskelligheder og utroskab'.
Mike Caussin har forholdt sig tavs efter skilsmissen denne gang, men tidligere har han været ærlig omkring de fejltagelser, han har begået i parrets ægteskab.
- Jeg anerkender, at bestemte handlinger og min opførsel har skabt problemer i mit ægteskab, og jeg undskylder dybt for den smerte, jeg har forårsaget hos Jana, sagde han til People i 2016, efter hun havde beskyldt ham for utroskab.
Siden fandt de sammen igen, men nu mener sangeren, at Mike Caussin igen har trådt ved siden af.
Når skilsmissen er overstået, er det tredje gang, Jana Kramer bliver skilt. Hun understregede dog i opslaget på Instagram, at hun fortsat drømmer om at finde kærligheden og stadig tror på tanken om ægteskab.