Efterlysning af stjerne-dobbeltgænger gik verden rundt: Nu er tyven fanget

David Schwimmers langfingrede britiske dobbeltgænger er nu blevet anholdt

Dette efterlysningsbillede tog overskrifter for tre uger siden, fordi tyven umiskendeligt lignede en kendt 'Venner'-stjerne. Foto: Overvågning
Dette efterlysningsbillede tog overskrifter for tre uger siden, fordi tyven umiskendeligt lignede en kendt 'Venner'-stjerne. Foto: Overvågning

En ellers ret almindelig efterlysning efter et tyveri fra en restaurant i Blackpool fik uventet stor opmærksomhed for omkring tre uger siden.

Politiet offentliggjorde et billede af en mand på vej ud af restauranten med en ramme dåser i favnen. Og der gik ikke lang tid, før alle snakkede om, hvor meget han lignede David Schwimmer, der spillede Ross i den populære tv-serie 'Venner'.

Kan du se hvorfor den her efterlysning stikker helt af?

Inden længe havde David Schwimmer selv opdaget historien om sin langfingrede dobbeltgænger, og lagde et 'svar' op på sin Twitter-profil.

Kan du se ligheden? Foto: AP / Carlo Allegri
Kan du se ligheden? Foto: AP / Carlo Allegri
 

'Jeg sværger, det var ikke mig', skrev verdensstjernen til en lille video, hvor han har genskabt scenen fra Blackpool.

Og nu kan 'Venner'-stjernen for alvor ånde lettet op, for tirsdag oplyser Lancashire Police, at den 'ægte' tyv nu er blevet pågrebet.

'En 36-årig mand blev i aftes anholdt i Southall, mistænkt for tyveri. Tak for støtten, især til David Schwimmer', skriver politiet.