Siden mandag har den amerikanske rapper og aspirerende præsidentkandidat Kanye West mildest talt overøst sine følgere på Twitter med vanvittige tweets, hvor han blandt andet kaster sin kone, Kim Kardashian, og svigermor under bussen.
Rapperen har blandt andet kaldt svigermoderen Kris Jenner for 'Kris Jon-Un' med henvisning til Nordkoreas diktator med samme efternavn, og så har han bedyret, at han i lang tid har ønsket at blive skilt fra sin berømte kone.
- Jeg har prøvet at blive skilt fra Kim
Selvom de pågældende tweets er blevet slettet, kan det ifølge Katrine Villarreal Villumsen, som er SoMe-analytiker og skribent ved Kongressen.com, have stor betydning for Kanye Wests kampagne, at han slår sig løs på tasterne på Twitter.
- Når han lægger den slags ting på Twitter, virker det som en kæmpe digital megafon, og det når ud til rigtig mange mennesker på meget kort tid, siger hun.
Hun vil ikke gå ind i en vurdering af de enkelte tweets, fordi de blandt andet skal ses i lyset af, at han har bekræftet at være diagnosticeret med bipolar lidelse, men hun vurderer, at det allerede har betydet et dyk i hans troværdighed som kandidat.
- Selvom det bliver slettet hurtigt, ligger det derude i form af screenshots, og så begynder vi at forholde os til det. Bare siden han annoncerede sit kandidatur, er vi gået fra at sige, at hvis Trump kan blive præsident, kan han måske også, til at sige, at manden virker mentalt ustabil og har brug for noget hjælp, siger hun.
Bliver ikke præsident
Ifølge Katrine Villarreal Villumsen bliver Kanye West ikke præsident i USA i 2020.
Men fortsætter han sit kandidatur, og bliver medierne ved med at dække ham, kan det måske betyde, at nogle vil stemme på ham - om ikke andet så i protest - og så kan han måske komme til at påvirke udfaldet af valget. Det er før set med tredjepartskandidater.
- Han bliver ikke præsident i USA I 2020, det løb er kørt. Der er flere af de vigtige stater, hvor fristen for at komme på stemmesedlen er overskredet, så han har ikke en reel chance for at blive præsident. Men han kan stadig godt få folk til at stemme på sig, og det kan potentielt tage stemmer fra Joe Biden til fordel for Trump, siger hun.
I den sammenhæng kan hans brug af Twitter være afgørende, fordi han lykkes med at nå ud til rigtig mange mennesker - både sine mere end 30 millioner følgere og gennem de traditionelle medier, som gengiver de forskellige tweets.
- Det får også en selvforstærkende effekt, når han lægger opslag om kampagnen på Twitter. Magtforholdet mellem medier og almindelige mennesker har ændret sig, og kendisser som Kanye West er deres eget brand og deres egen kommunikationsplatform i dag. Hver gang han tweeter, bliver mange mennesker eksponeret for det, og derfor er de traditionelle medier også nødt til at forholde sig til det, siger hun.