Elton John langer ud efter Vatikanet: 'Hykleri'

Stjernen er ikke tilfreds med, at paven ikke vil acceptere ægteskaber mellem to mennesker af samme køn

Elton John optrådte i 2019 i Royal Arena. Foto: Per Lange
Elton John optrådte i 2019 i Royal Arena. Foto: Per Lange

Det skabte stor debat, da Vatikanet mandag slog fast, at man ikke ville acceptere ægteskaber mellem to mennesker af samme køn.

'Gud kan ikke velsigne synd,' skrev Vatikanet i en officiel udtalelse, der siden modtog kritik fra flere fronter.

Nu blander Elton John sig i debatten, og sangeren, der selv er homoseksuel og gift med David Furnish, er ikke overraskende også kritisk over for Vatikanets beslutning.

'Hvordan kan Vatikanet afvise at velsigne homoseksuelle ægteskaber, fordi de er 'en synd', mens de med glæde vil skabe profit på at investere millioner i 'Rocketman' - en film, der fejrer, at jeg finder glæden i form af mit ægteskab med David?? #hykleri' skriver stjernen på Twitter.

Elton John har delt et screenshot af en artiklen fra The Daily Beast i 2019, der beskriver, hvordan Vatikanet har brugt en række af de mange millioner, man råder over.

BBC har forsøgt at skabe klarhed over, hvorvidt Vatikanet virkelig investerede et millionbeløb i 'Rocketman'. Vatikanet har aldrig bekræftet - eller afvist - rygterne, der har kørt længe, og BBC har heller ikke haft held til at få en kommentar i denne omgang.

Mediet beskriver en artiklen fra det italienske medie Corriere Della Sera, der har ment at vide, at Vatikanet investerede over fire millioner euro - små 30 millioner kroner - i 'Rocketman' og 'Men in Black', hvor omkring en million euro gik direkte til førstnævnte.

Sidste år beskrev Financial Times, at de havde set dokumenter, der bekræfter Vatikanets investering i filmen. Newsweek har desuden undersøgt påstanden mandag og er nået frem til konklusionen, at den er sand.

Det vides ikke, hvorvidt paven har kendt til investeringen.