Verden har mistet en prisvindende skuespiller.
Peter Scolari døde tidligt fredag morgen i en alder af 66 år, efter han i to år havde kæmpet mod en kræftsygdom. Det skriver det amerikanske filmmedie Deadline, der har fået nyheden bekræftet af hans manager.
Skuespilleren har medvirket i en lang række store produktioner, siden han debuterede i 1978. To år efter medvirkede han i tv-serien 'Bosom Buddies' med Tom Hanks, som han efterfølgende blev gode venner med.
Derudover tæller hans cv roller i tv-serier som 'The Drew Carey Show', 'Honey, I Shrunk the Kids', 'Kongen af Queens', 'Reba', 'Skadestuen' og 'White Collar'.
Han har også medvirket som Tad Horvath i flere episoder af tv-serien 'Girls' - en rolle, der i 2016 sikrede ham en Emmy for bedste mandlige gæstestjerne i en komedieserie.
I 1987 og 1989 var han desuden nomineret for bedste mandlige birolle for tv-serien 'Newhart', som han havde en større rolle i.
Peter Scolari efterlader sig fire børn og hustruen Tracy Shayne, som han blev gift med i 2013. Det var hans fjerde ægteskab, efter han tidligere var blevet skilt fra Lisa Kretzchmar, Debra Steagall og Cathy Trien.