Får ingen roller: - Er det fordi jeg er homo?

Ricky Martin, der blandt andet er kendt for sin 'Livin' La Vida Loca', får ingen roller som skuespiller. Han er bange for, det er, fordi han er homoseksuel

Ricky Martin har solgt over 95 millioner album i alt. Foto: Marta Lavandier / Ritzau Scanpix
Ricky Martin har solgt over 95 millioner album i alt. Foto: Marta Lavandier / Ritzau Scanpix

Ingen ved det med sikkerhed, men Ricky Martin er bange for, at hans seksualitet ødelægger hans filmkarriere.

I 2018 blev Ricky Martin nomineret til en Emmy for at have spillet med i 'Mordet på Gianni Versace', hvor han spillede Gianni Versaces kæreste. Men siden dengang er han ikke blevet tilbudt en rolle som skuespiller.

Og han er bange for, det er, fordi han er homoseksuel.

Det fortæller han i et større interview med People.

- Jeg elsker at lave skuespil. Og jeg sidder bare og venter på manuskripterne. Jeg kan spille homoseksuel, heteroseksuel, seriemorder. Alt. Kom med det, siger han og fortsætter:

- Jeg håber virkelig ikke, det er på grund af min seksualitet, at jeg ikke får skuespillerjobs.

Ricky Martin (nummer to fra højre) er gift med Jwan Yosef (tv). De har fire børn sammen. Her ses de med deres tvillinger.
Ricky Martin (nummer to fra højre) er gift med Jwan Yosef (tv). De har fire børn sammen. Her ses de med deres tvillinger.
 

Fravalgt i musikbranchen
Det er nemlig ikke første gang, at seksualiteten hos faren til fire har haft en direkte indflydelse på, hvordan det går ham i hans professionelle virke.

Det skete også, da han engang talte med sin chef for et pladeselskab, han arbejdede under.

- Jeg fik at vide, at hvis jeg lod være med at fortælle folk, at jeg var til fyre, så ville jeg sælge langt mere musik og blive mere succesfuld, fortæller han.

- Og min reaktion var sådan: 'Kan det virkelig passe, at det er sådan? Spiller de ikke min musik, fordi jeg er til mænd?'

Chefen arbejder angiveligt ikke længere for pladeselskabet.

- Selvom han er væk nu, så sidder hans ord bare fast i mig.

Ekstra Bladet har tidligere skrevet om, hvordan Ricky Martin selv har været modbydelig over for homoseksuelle.