69-årige Harvey Weinsteins nedtur fortsætter.
Manden, der blev centrum i MeToo-bølgen, blev i februar 2020 idømt 23 års fængsel for diverse sexrelaterede forbrydelser. Nu er han taget i at bryde reglerne i fængslet.
Tilbage i november – efter et besøg af sin advokat – blev Weinstein nemlig afsløret i at guffe indsmuglet mælkechokolade i brummen. Det må man ikke, hvorfor det blev taget fra ham.
Hvordan han er kommet i besiddelse af chokoladen er endnu ukendt.
Weinstein erkender miseren via sin repræsentant Juda Engelmayer.
- Det var en uskyldig misforståelse. Det vil ikke ske igen. Jeg har været en mønsterfange, der følger reglerne, og jeg beklager inderligt, lyder det i en udtalelse til TMZ.
Ifølge Weinsteins advokat, Mark Werksman, slipper den vanærede stjerneproducer med skrækken. Advokaten oplyser til TMZ, at hverken dommeren eller fængslet har sanktioneret den indsatte.
Weinstein valgte at anke den 23 år lange fængselsdom.