De to megastjerner Jennifer Aniston og Adam Sandler er efter alt at dømme et yderst populært makkerpar.
På Instagram fortæller Jennifer Aniston, at optagelserne til opfølgeren på Netflix-hittet 'Murder Mystery', som har 52-årige Aniston og 55-årige Sandler i hovedrollerne, er i fuld gang.
'Tilbage til arbejdet med min makker. #MurderMystery2', skriver hun til opslaget.
Og selvom det ikke er meget information, er der ingen tvivl om, at nyheden vækker begejstring. I skrivende stund har tæt på 6,5 millioner følgere liket opslaget og 44.000 har udtrykt deres glæde i kommentarsporet.
Det er blandt andre skuespillerkollegerne Jennifer Garner og Noah Schnapp, der har svært ved at skjule, at de glæder sig til opfølgeren.
Men også fans fra hele verden har været ved tasterne.
'Adam Sandler og Jennifer Aniston har mere power end Thors hammer', skriver en følger.
'Åh, det er min yndlingsduo', skriver en anden.
Jennifer Aniston og Adam Sandler har flere gange spillet over for hinanden. Senest i den første 'Murder Mystery', der udkom på Netflix i 2019. Her spiller de ægteparret Nick og Audrey Spitz, der bliver viklet ind i sagen om mordet på en milliardær på en ferie til Europa.
Også i 2011 spillede de over for hinanden i den romantiske komedie 'Just Go With It'.
Jennifer Aniston har flere gange været genstand for stor opmærksomhed på Instagram. Blandt andet da hun i 2019 med sit første opslag slog verdensrekorden i hurtigst at opnå en million likes.