Far for første gang: Gemte beskidt ble og navlestreng

Glæden over at blive far for første gang har fået skuespiller Will Forte til at gemme på de mest usædvanlige ting

Will Forte er blevet far til en lille pige. Foto: Chris Pizzello/Ritzau Scanpix
Will Forte er blevet far til en lille pige. Foto: Chris Pizzello/Ritzau Scanpix

Den 50-årige skuespiller Will Forte, kendt for sin sjove roller i serien 'Last Man on Earth' og sketchshowet 'Saturday Night Live', delte en glædelig nyhed, da han var på besøg i talkshowet 'Conan'.

Han kunne nemlig fortælle værten, Conan O'Brien, at han for syv uger siden sammen med sin forlovede, Olivia Modling, fik en lille pige, der hedder Zoe. Og den 50-årige skuespiller er godt klar over, han er kommet sent i gang.

- Den bedste gave, jeg fik (i forbindelse med fødslen, red.), var en trøje fra Olivia, hvor der på trøjen står 'far eller bedstefar?', griner Will Forte, imens han viser trøjen.

Den nye rolle som forælder har vækket samleren i Will Forte, der i talkshowet fortæller, at han har lyst til at gemme alt, der har med den nye baby at gøre.

- Det er blevet så slemt, at efter hendes første bæ, så var jeg sådan, at jeg bliver nødt til at gemme bleen. Min forlovede var sådan: 'du er super ulækker, vi kommer ikke til at gemme bleen', fortæller skuespilleren i talkshowet.

Det lykkedes dog den sjove skuespiller at få overtalt sin forlovede til at beholde bleen, efter han overbeviste hende om, at det ville være en sjov practical joke at give en af deres venner bleen som gave på et tidspunkt.

- Hvad nu hvis hun bliver den første præsident på Mars, så skal bleen på museum. Hvis de ikke vil have den, så vil de måske have hendes navlestreng, siger Will Forte og viser en gennemsigtig pose med den gemte navlestreng frem.

Will Forte blev forlovet med Olivia Modling i februar 2020.

Se hele interviewet her:

Philip May serverede kæresten, Simone Hvenegaards, moderkage til sine gæster. Se billeder, og læs hvorfor her. (+)