Efter flere ufrivillige aborter kunne Nick Carter og hans kone, Lauren Kitt Carter, i starten af januar fortælle, at parret igen var begyndt at glæde sig til at blive et ekstra medlem. Hun var nemlig gravid igen.
Denne gang endte det hele lykkeligt for parret, der for tredje gang er blevet forældre. Det fortæller Backstreet Boys-stjernen på Twitter.
'Vi er stolte over at fortælle, at vores baby officielt er ankommet,' skriver Nick Carter i opslaget.
Han fortæller ikke, hvornår det nye familiemedlem kom til verden, men han skriver, at alt ikke gik helt efter planen under fødslen.
'Som forældre ved, så går det ikke altid, som man havde planlagt. Vi har oplevet nogle mindre komplikationer, men tingene ser lidt bedre ud, end de gjorde efter første nat,' skriver han i opslaget.
Onsdag havde Nick Carter på Instagram sendt en bøn til gud om, at alt ville gå godt.
'Ja, jeg er troende. Jeg beder gud om at give os styrke og beskytte mor og baby,' skrev han på det sociale medie, hvor han delte et billede fra hospitalet.
Han uddyber dog ikke, hvad komplikationerne dækker over
Nick Carter blev verdenskendt som et medlem af boybandet Backstreet Boys, der især i 1990'erne oplevede enorm popularitet. Han har desuden udgivet tre soloalbums.
Han har været gift med Lauren Kitt Carter siden 2014.