Farrah Forke er død efter en kamp mod kræft.
Det oplyser en ven af familien til en række medier - heriblandt People, Variety og Deadline.
Skuespilleren blev 54 år, og hun døde i sit hjem i Texas 25. februar. Her sov hun stille ind, mens hun var omgivet af sine nærmeste.
'Farrah var stærk, omsorgsfuld, loyal, kærlig, sjov, klog, beskyttende, venlig, passioneret og komplet uerstattelig. Hun lyste verden så stærkt op, at den stadig lyser, selvom hun er gået bort,' siger den tætte ven til medierne.
Farrah Forke havde sin storhedstid i 90'erne, hvor mange måske vil huske hende fra rollen som helikopterpiloten Alex Lambert i tv-serien 'Wings'. Her medvirkede hun fra sæson fire til seks.
Få år senere havde hun en rolle i tv-serien 'Lois & Clark: Supermans nye eventyr'. Her spillede hun Mayson Drake, anklager i byen Metropolis.
Ifølge filmdatabasen IMDB skal man tilbage til 2001 for at finde hendes seneste rolle på skærmen.
Her medvirkede hun som Teresa i filmen 'It Is What It Is'. Fire år senere lagde hun dog ifølge IMDB stemme til ét afsnit af animationsserien 'Justice League Unlimited'.