Festival dropper rapper efter skandale-udtalelser

Den amerikanske festival Lollapalooza dropper rapperen DaBaby efter kontroversielle udtalelser

Foto: Charles Sykes / Ritzau Scanpix
Foto: Charles Sykes / Ritzau Scanpix

DaBaby er blevet droppet af den amerikanske musikfestival Lollapalooza, oplyser festivalen på Twitter.

Der sker, efter at DaBaby kom med nedsættende udsagn om homoseksuelle og HIV-smittede.

Rapperen med det borgerlige navn Jonathan Lyndale Kirk sagde på scenen under Rolling Loud festivalen i Miami, at 'folk skulle tænde lyset på deres mobiltelefoner', medmindre man var HIV-smittet eller homoseksuel, skriver BBC.

Desuden kom han i samme ombæring med usande påstande om, at personer, der var smittet med HIV, ville dø inden for to til tre uger.

De ytringer blev for meget for Lollapalooza, der efter eget udsagn er 'grundlagt på diversitet, respekt og kærlighed', hvorfor festivalen har valgt at smide rapstjernen på porten.

Artiklen fortsætter efter tweetet ...

'Undskyld'
DaBaby har efterfølgende været ude og undskylde for sine ytringer på Twitter.

'Alle der har været smittet med HIV har alle grunde til at være ked af det. Det, jeg sagde, var ufølsomt, og jeg havde ingen intentioner om at såre nogen, undskyld'.

'I forhold til LGBT-fællesskabet er jeg ikke ude efter jer. Gør, hvad I vil. Det er jeres egen sag, skriver han på Twitter.

Udover festivalen er rapperen også blevet droppet af Boohoo, der er en online mode-forhandler, som han havde en sponsoraftale med, før hans udtalelser fik ham på glatis.