For første gang siden hendes mand, verdensstjernen Alec Baldwin, på ulykkelig vis affyrede skuddet, der dræbte filmfotografen Halyna Hutchins på settet til filmen 'Rust', sætter Alec Baldwins kone, Hilaria Baldwin, nu ord på, hvordan familien har håndteret den tragiske hændelse i dagene efter.
Det sker i et eksklusivt interview med New York Post.
Her sætter den 37-årige iværksætter og forfatter flere ord på, hvad hun og resten af familien gjorde i minutterne og timerne efter, at tragedien indtraf.
I interviewet fortæller hun, at hun skyndte sig at få sine seks børn ind i bilen, og at de kørte rundt uden at have en bestemt destination for øje, da hun fik at vide, hvad der var sket.
- Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle hen. Jeg kørte bare. Jeg kørte bare rundt og rundt med mine børn, siger hun i interviewet.
Forlod deres hjem
Familien forlod for alvor deres villa i Greenwich Village i New York 22. oktober - dagen efter tragedien.
Hilaria Baldwin fortæller, at hun kørte febrilsk rundt forinden for at finde et sted, hvor de kunne være i fred for pressen og offentligheden, fordi hun gerne ville beskytte sin mand.
Hilaria Baldwin fortæller, at hun til sidst fandt et sted i Vermont, hvor de kunne være nogenlunde i fred.
- Jeg tog Alec med herop, fordi vi skal have lov til at sørge over Halynas død. Der skete en meget traumatisk ting for Alec, og jeg forsøger at minimere PTSD'en (post traumatisk stress, red.), siger hun og fortsætter:
- Man ser jo, hvad der sker med soldater og politibetjente, når sådan noget her sker. Det er meget traumatisk, og vi kom herop for at få ro.
Brug for plads
Da Hilaria Baldwin bliver spurgt ind til, hvorvidt hendes mand nogensinde vil spille skuespil igen efter den traumatiske hændelse, fortæller hun, at hun håber det, men at hun ikke er sikker.
- Han har brug for plads til, at jeg tager mig af ham og hans mentale helbred. Det er en forfærdelig ting, der er sket. Alec har det forfærdeligt.
Ifølge Hilaria Baldwin afventer både hun og Alec Baldwin nu politiets efterforskning. For nuværende er ingen nemlig sigtet i sagen.
- Vi kommer ikke til at have noget svar, før vi får resultaterne af efterforskningen. Vi ved ikke, hvad der skete, og vi har de samme spørgsmål som alle andre. Vi ønsker om nogen at få hurtigt svar. Men vi er nødt til at have respekt for processen og for myndighederne, siger hun og understreger, at både hun og Alec er uforstående over for, hvordan ulykken kunne ske.
- Alec har lavet film med pistoler i mere end 40 år. Intet lignende er nogensinde sket. Der burde være nul procent chance for, at det her skete.
--------- SPLIT ELEMENT ---------