'Black Sabbath'-legenden Ozzy Osbourne og hans kone, Sharon Osbourne, har meddelt, at de flytter permanent tilbage til deres hus i Buckinghamshire, skriver The Mirror.
Hovedårsagen til flytningen skyldes, at skatten i Los Angeles ifølge parret er alt for høj.
- Vi forlader Los Angeles. Vi er en smule kede af situationen. Men skattetrykket er blevet for meget. Jeg er ked af beslutningen, for jeg kunne virkelig, virkelig godt lide at bo her, siger Ozzy Osbourne, der har boet i Los Angeles i 20 år, til mediet.
Beslutningen er derfor truffet, og det ser ikke ud til, at kendisparret vil vende tilbage lige foreløbig.
Flytter måske tilbage igen
De flytter i hvert fald ikke tilbage, medmindre skatten bliver sænket.
- Hvis de formår at sænke skatterne, så flytter vi måske tilbage. Jeg ved det ikke, siger Ozzy Osbourne.
Planen er at Ozzy Osbourne fortsat skal lave musik, og derfor er intentionen også, at der skal laves et nyt studie i det britiske hjem.
- Jeg tager mit lydstudie med mig. Jeg vil opføre en lade i Buckinghamshire og bygge mit eget studie. Jeg vil fortsat lave musik, og mit band vil også komme og øve, siger Ozzy Osbourne.