Frikendt efter 57.000 klager

De udtalelser, som Piers Morgan kom med om Meghan Markle, var ikke i overkanten, vurderer tilsynsmyndighed

Frikendt efter 57.000 klager

Piers Morgan rasede over Meghan og Harry i 'Good Morning Britain' 8. marts.

Mere end 57.000 klager over Piers Morgan blev sendt til tilsynsmyndigheden Ofcom i Storbritannien.

Det skyldtes de kommentarer, han kom med om Meghan Markle tilbage i marts måned, hvor han blandt andet udtalte, at han ikke troede på, Meghan Markle havde haft selvmordstanker.

Men de mange klagere fik ikke medhold. Onsdag er Piers Morgan nemlig blevet frikendt af Ofcom, der svarer til Pressenævnet i Storbritannien. Det offentliggjorde myndigheden i en pressemeddelelse.

Selvom de ikke mener, at Piers Morgan brød nogen regler, så udtaler de alligevel en smule kritik af den tidligere tv-vært.

'Det (programmet, red.) indeholdt udtalelser om selvmord og mentalt helbred, som potentielt var skadelige og meget krænkende. Men vores afgørelse er, at programmet overordnet set indeholdt nok modsatrettede synspunkter til at give seerne nok kontekst', udtaler myndigheden blandt andet.

'Prinsesse Pinocchio'
Piers Morgan er yderst aktiv på det sociale medie Twitter, og derfor har han naturligvis også reageret over afgørelsen på den platform.

Det gjorde han i et opslag tidligere onsdag.

'Jeg er henrykt over, at Ofcom har givet mig medhold i min ret til ikke at tro på hertugen og hertuginden af Sussex' brandfarlige udtalelser til Oprah Winfrey'

'Dette er en stor sejr for ytringsfriheden og et stort nederlag for prinsesse Pinocchio. Får jeg nu mit job tilbage?' skriver han.

Piers Morgan har en lang række skandaler bag sig. Dem kan du læse meget mere om her.