Der kommer snart et ekstra familiemedlem hjemme hos Kit Harington og Rose Leslie.
'Game of Thrones'-stjernerne blev forældre for første gang i februar 2021, og nu, to år senere, er 35-årige Rose Leslie gravid igen.
Det fortalte Kit Harington, 36, da han var gæst i Jimmy Kimmel-talkshowet 'The Tonight Show'. Her fortalte skuespilleren ifølge Page Six, at parrets søn snart får sit livs største chok, når han får en bror eller søster.
- Jeg er skrækslagen, indrømmede Kit Harington ifølge mediet også og fortsatte:
- Med det første barn går man på skyer og gennem tusindfrydmarker i de første ni måneder - eller manden gør i hvert fald. Anden gang rammer virkeligheden hurtigere, og man bliver hurtigt praktisk.
Han fortæller, at parret forsøger at gøre sønnen klar til, at der kommer endnu et medlem til familien, men at han ikke helt forstår det endnu.
Kit Harington og Rose Leslie mødtes under optagelserne til 'Game of Thrones', hvor de spillede rollerne som John Snow og Ygritte. De levede et liv på hver deres side af muren, mødtes, faldt pladask for hinanden og skød senere pile efter hinanden.
De stod frem sammen som kærester i 2016. Året efter bekræftede de, at de var blevet forlovet, og i 2018 blev de så gift.
Det fremgår ikke, hvornår det kommende familiemedlem forventes at komme til verden.