Grædende Kim Kardashian: - Jeg føler mig som en fiasko

For første gang sætter Kim Kardashian ord på skilsmissen fra Kanye West i det nyeste afsnit af 'Keeping up with the Kardashians'

Kim Kardashian og Kanye West har søgt om skilsmisse. Parret blev gift i 2014. Foto: Ritzau Scanpix
Kim Kardashian og Kanye West har søgt om skilsmisse. Parret blev gift i 2014. Foto: Ritzau Scanpix

Siden det i i starten af året kom frem, at realitystjernen Kim Kardashian havde søgt om skilsmisse fra rapperen Kanye West, har der været tavst fra begge parter om årsagen.

Men det laver Kim Kardashian om på i det seneste afsnit af 'Keeping up with the Kardashians', som allerede citeres vidt og bredt i alverdens medier, blandt andre People.

I afsnittet, der er optaget forud for Kim Kardashians officielle ansøgning om skilsmisse i februar, bryder hun grædende sammen og fortæller sine søstre om forholdet.

- Jeg kan ærligt talt ikke klare det her mere. Hvorfor er jeg stadig i det her, som jeg har været fanget i i årevis? Han flytter til en ny stat hvert eneste år, og jeg er nødt til at blive, så jeg kan opfostre børnene, siger hun og tilføjer, at Kanye West er en fantastisk far.

- Jeg synes, han fortjener en, der kan følge ham, hvor end han tager hen og flytte til Wyoming - det kan jeg ikke, lyder det videre fra realitystjernen.

Føler sig som taber
Kim Kardashian var inden ægteskabet med Kanye West gift to gange, og det påvirker hende tydeligvis, at hun nu skal igennem sin tredje skilsmisse.

- Jeg føler mig som en fucking fiasko, det er mit tredje ægteskab. Jeg føler mig som en fucking taber. Men det kan jeg ikke engang tænke på, jeg vil være lykkelig, siger hun.

Den nu 40-årige verdensstjerne blev som 19-årig gift med musikeren Damon Thomas. Det ægteskab holdt i tre år. I 2011 blev hun gift med basketballspilleren Kris Humphries, som hun blev skilt fra i 2013.

Kim Kardashian og Kanye West blev gift i 2014 og har sammen fire børn.