Hård kritik efter bryllup: - Dobbeltmoralsk

En religionsekspert hos BBC mener, det er dobbeltmoralsk, at Boris Johnson kan få lov at gifte sig i kirken igen, når mange andre ikke kan efter en skilsmisse

Boris Johnson er én af de få, der er blevet gift, mens han sidder i embede. Her en droneoptagelse af Downing Street, hvor et telt er sat klar til bryllupsreceptionen.

Lørdag blev den britiske premierminister gift i al hemmelighed.

Det vækker naturligvis opsigt i Storbritannien, når landets politiske leder pludselig bliver gift uden varsel, men ikke alle reaktioner har været positive.

Christopher Lamb, som er religionsekspert hos det katolske medie The Tablet, fortæller nemlig til BBC, at det kan skabe en splittelse i befolkningen, når nogle kan få lov at gifte sig igen i kirken efter en skilsmisse, mens andre ikke kan.

- Det er et af de steder, hvor kirken kan se på sin egen rolle og på, hvordan den kan være mere inkluderende. Det har været inkluderende over for Boris Johnson, hvorfor ikke over for andre?

- For dem ser det ud - retfærdigt eller ej - som om kirken er dobbeltmoralsk, og jeg frygter, at denne beslutning kan få kirken til at fremstå i et dårligt lys, siger Christopher Lamb til BBC.

Lørdag blev Boris Johnson gift igen - og det vækker opsigt. Foto: POOL/Ritzau Scanpix
Lørdag blev Boris Johnson gift igen - og det vækker opsigt. Foto: POOL/Ritzau Scanpix
 

Gift i hemmelighed
Der var ikke offentliggjort nogen planer for brylluppet, før det fandt sted, og faktisk beretter flere britiske medier, at gæsterne også først blev inviteret i sidste øjeblik.

Brylluppet foregik i Westminster-katedralen, og her blev kirken ryddet for private gæster omkring klokken 13.30, hvorefter den 33-årige brud ankom i en limousine. Parret har boet sammen på Downing Street, siden Boris Johnson blev premierminister, og nu er de altså også blevet gift.

Dermed er Boris Johnson også den første premierminister siden 1822, der bliver gift, mens han sidder i embede. Dengang var det en premierminister ved navn Robert Banks Jenkinson, der blev gift, skriver BBC.

Storbritanniens premierminister har aldrig holdt sig tilbage fra et godt eventyr uden om partneren. Her kan du læse mere om hans komplicerede privatliv, når det kommer til kvindelige bekendtskaber.