Popstjernen Britney Spears har taget en afgørende beslunting.
Hun har nemlig bestemt sig for, hvem hun ønsker, der skal tage over som hendes værge i finansielle anliggender, hvis det lykkes hende at få rettens ord for, at hendes far, James Spears, ikke længere skal fungere som værge for hende.
Den 39-årige hitmagers valg er faldet på den statsautoriserede revisor James Rubin.
Det viser officielle dokumenter underskrevet af Britney Spears' advokat, Matthew Rosengart, som TMZ er i besiddelse af.
Ifølge dokumenterne ønsker Britney Spears, at Rubin får ansvaret for hendes ejendom og formue, ligesom han skal have mulighed for at træffe sundhedsmæssige beslutninger på vegne af popstjernen.
Spørgsmålet omkring Rubin som værge bliver taget op ved en høring 13. december i år, hvor Britney Spears planlægger at deltage personligt.
Dræber drømme
Faren Jamie Spears har indtil nu haft den fulde kontrol over sin datters formue på 60 millioner dollar i kraft af det værgemål, som en domstol for 13 år siden tildelte ham.
- Værgemålet dræber mine drømme. Håb er alt, hvad jeg har, og håb er det eneste i denne verden, som er meget svært at slå ihjel, har Britney Spears tidligere udtalt om værgemålet.
For nylig fik Britney Spears en lille sejr i sit forsøg på at få frataget faren værgemålet, da en dommer ved en ret i Los Angeles godkendte sangerens eget valg af en ny advokat - den kendte Hollywood-advokat Matthew Rosengart.
Under retsmødet fik Britney Spears desuden mulighed for at udtale sig. Her gentog sangerinden sit ønske om at afsætte faren som værge.
- Jeg er ikke en perfekt person, men det her værgemål får mig til at føle, at jeg er sindssyg, sagde Britney Spears på en telefonforbindelse i retten.
Britney Spears' nye advokat opfordrede også Jamie Spears til at afslutte værgemålet.
- Det fungerer ikke. Det ved vi, sagde Matthew Rosengart, der tidligere har repræsenteret stjerner som Sean Penn og Steven Spielberg.
Britney Spears har tidligere fortalt, at værgemålet blandt andet har betydet, at hun har været tvunget til at tage medicin, ikke at gifte sig eller få flere børn, selvom hun inderligt ønsker det, mens hun ligeledes har optrådt imod sin vilje.
Ekstra Bladet har samlet hele historien om Britney Spears' forvandling fra popprinsesse til umyndiggørelse, som du kan læse her.