Den 52-årige Stacey Dash er stadig aktiv som skuespiller i diverse tv-serier og film. Men hendes mest berømte film er altså stadig hendes gennembrudsfilm fra 1995, den berømte teenage-komedie 'Clueless', hvor hun spillede over for Alicia Silverstone og Brittany Murphy.
Her i weekenden var det dog alt andet end en filmrolle, der satte fokus på skuespilleren Stacey Dash. Det var derimod et voldsomt drama fra virkelighedens verden. Stacey Dash blev nemlig søndag aften anholdt af politiet og sigtet for vold mod sin ægtemand Jeff Marty.
Den voldelige episode fandt sted i parrets hjem i Avana i staten Florida i USA.
Det skriver flere medier heriblandt Miami Herald og TMZ
artiklen fortsætter under billedet
Ifølge en politirapport fra politiet i Pasco County var Stacey Dash involveret i et skændsmål med sin ægtemand, der udviklede sig til et fysisk opgør.
'Den sigtede skubbede sit offer og kradsede ham i ansigtet. Offeret fik også røde mærker på sin højre overarm i forbindelse med et kraftigt skub'.
Således lyder det blandt andet i den officielle sigtelse fra politiet.
Selv om hendes ægtemands navn ikke er nævnt i den officielle sigtelse fra politiet, så skriver TMZ, at offeret er hendes nye ægtemand Jeff Marty. Parret blev ifølge mediet Page Six sidste år gift kun 10 dage efter, at de havde mødt hinanden.
Ifølge TMZ har Stacey Dash' manager fortalt TMZ, at Stacey Dash handlede i selvforsvar. Manageren hævder, at Staceys ægtemand startede angrebet og forsøgte at kvæle Stacey. Herefter forvarede hun sig, således at hendes ægtemand fik mærker på sine arme. Manageren hævder også, at det var Stacey Dash, der ringede til alarmcentralen.