Hollywoodstjerne afslører: - Jeg er transkvinde

Skuespiller Tommy Dorfman er i gang med en medicinsk transformation

Tommy Dorfman fortæller, at hun identificerer sig som transkvinde. Foto: Jorden Strauss/Ritzau Scanpix
Tommy Dorfman fortæller, at hun identificerer sig som transkvinde. Foto: Jorden Strauss/Ritzau Scanpix

Den amerikanske skuespiller Tommy Dorfman, 29, der er kendt fra Netflix-serien '13 Reasons Why', har besluttet sig for en gang for alle at deklarere sin kønsidentitet.

Det gør hun i et stort interview med Time Magazine, hvor hun fortæller, at hun identificerer sig som kvinde og derfor gerne vil kaldes hun/hende fremover.

Hun ser det ikke som den store afsløring, da hun i et år nu har levet og identificeret sig som kvinde og været åben om det på sine sociale medier.

- Det er sjovt at tænke på det der med at springe ud, for jeg har ikke været væk. Jeg ser dagen i dag som en reintroduktion af mig som kvinde, der er i gang med en medicinsk transformation, siger Tommy Dorfman og fortsætter:

- At springe ud bliver altid set som en stor afsløring, men jeg har aldrig ikke været ude. I dag handler om klarhed: Jeg er transkvinde. Mine stedord er hun/hende. Mit navn er Tommy.

Tommy Dorfman har i det forløbende år ikke været bange for at vise sig frem. Foto: Ritzau Scanpix
Tommy Dorfman har i det forløbende år ikke været bange for at vise sig frem. Foto: Ritzau Scanpix

Vil ikke gemme sig væk
At Tommy Dorfman vælger at holde fast i sit navn, er der en særlig årsag til.

- Jeg er opkaldt efter min mors bror, som døde en måned efter min fødsel, og jeg føler mig meget forbundet til navnet og til den onkel, der holdt mig i sine arme, da han var døende. Det er en evolution af Tommy. Jeg bliver mere Tommy, siger hun i interviewet.

Tommy Dorfman, der også er kendt for sin medvirken i 'Jane the Virgin' og 'American Princess', fortæller, at hun har været i gang med transformationen i et år.

Hun har dog valgt ikke at gemme sig væk undervejs.

- Med min medicinske transformation er der blevet skabt en diskurs omkring min krop, som føltes overvældende. Så jeg har set på eksempler, hvor andre er sprunget ud som transpersoner, siger hun og fortsætter:

- Der er en version, som jeg ikke rigtig havde råd til, hvor man forsvinder i to år for så at komme tilbage med et nyt navn, et nyt ansigt og en ny krop. Men det var ikke, hvad jeg ville.