Siden det torsdag kom frem, at Lady Gagas hundelufter, Ryan Fischer, var blevet skudt, og to af popstjernens franske bulldogs var blevet bortført, har hele verden fulgt historiens dramatiske udvikling.
Hundene ved navn Koji og Gustav blev fredag indleveret til politiet i Los Angeles, mens Fischer stadig er indlagt efter at være blevet skudt i brystet.
Nu står et vidne til den dramatiske hændelse frem over for det amerikanske medie People.
29-årige Carlos Pantoja bor på den gade, hvor skyderiet fandt sted, og han hastede ifølge mediet til undsætning efter af have hørt skrig.
- Jeg sad på hans venstre side ved livet og gnubbede hans ben for at sørge for, at han stadig ville være ved bevidsthed og i stand til at tale, når ambulancen ankom, fortæller han.
Ifølge Pantoja var Ryan Fischer opsat på, at efterforskningen af sagen skulle gå i gang hurtigst muligt.
- Han lå bogstaveligt talt og blødte, mens han holdt hunden (Miss Asia, den tredje hund, som ikke blev stjålet, red.). Han sagde 'Hjælp, hjælp - det er Gagas hunde. Hjælp dem, red dem,' fortæller Carlos Pantoja og fortsætter:
- En hund kan mærke, når man er i smerte, eller noget er galt. Hunden blev ved ham for at beskytte ham.
Ifølge mediets oplysninger er Ryan Fischers tilstand stabil.
Kvinde indleverer Lady Gagas hunde efter dramatisk røveri
Kort efter bortførelsen meldte en repræsentant for Lady Gaga ud, at hun ville betale 500.000 dollars for at få sine hunde tilbage.
Selvom hundene er vendt hjem, er gerningsmanden stadig på fri fod.