Fredag kørte en kvinde med høj hastighed af vejen og direkte ind i et hus i Mar Vista-kvarteret i Los Angeles.
Ifølge flere medier - blandt andet CNN og Sky News - var føreren af bilen den 53-årige skuespiller Anne Heche.
I forbindelse med ulykken brød bilen i brand. Det samme gjorde huset, som bilen var kollideret med.
Det tog 59 brandfolk mere end en time at få slukket branden og få Anne Heche ud af bilen.
Heche er netop nu indlagt. Det forlyder, at hendes tilstand er kritisk, men at hun skulle være uden for livsfare.
Anne Heche har en lang karriere på tv og film bag sig. Hun har blandt andet vundet en Emmy for sin rolle i serien 'Another World'.
Hun har desuden haft roller i film som 'Donnie Brasco', 'Six Days Seven Nights', 'Wag the Dog' og Gus Van Sants genindspilning af Hitchcock-klassikeren 'Psycho'.