Indgår forlig efter dødsulykke

Vanessa Bryant har indgået forlig med firmaet bag den helikopter, der styrtede ned og var skyld i Kobe Bryant, Gianna Bryant og syv andre menneskers død

Indgår forlig efter dødsulykke

Vanessa Bryant mistede sin mand og datter i et helikopterstyrt i januar sidste år.

I januar 2020 var en helikopter fra firmaet Island Express Helicopters skyld i, at Vanessa Bryants mand, den verdensberømte basketballspiller Kobe Bryant, og datter, Gianna Bryant, samt syv andre mennesker på tragisk vis omkom.

Nu har Vanessa Bryant og de andre pårørende, der mistede deres nære i helikopterstyrtet, indgået forlig med firmaet.

Det oplyser flere amerikanske medier, blandt andre TMZ og People, der har fået indsigt i retsdokumenterne.

Detaljerne i forliget holdes skjult for offentligheden.

Vanessa Bryant og Kobe Bryant fotograferet til Oscar-uddelingen i 2018. Foto: Jordan Strauss/Ritzau Scanpix
Vanessa Bryant og Kobe Bryant fotograferet til Oscar-uddelingen i 2018. Foto: Jordan Strauss/Ritzau Scanpix

Dårlige vejrforhold
Ifølge People anlagde Vanessa Bryant og de andre pårørende sagen mod firmaet i februar 2020. Her lød kravet på både økonomisk erstatning og straf.

Påstanden fra de efterladte var blandt andet, at piloten, Ara Zobayan, burde have vidst, at vejrforholdene var for dårlige til at flyve ud.

Piloten omkom i styrtet ligesom 56-årige John Altobelli, 46-årige Keri Altobelli, 14-årige Alyssa Altobelli, 45-årige Sarah Chester, 13-årige Payton Chester, 38-årige Christina Mauser, 41-årige Kobe Bryant og 13-årige Gianna 'Gigi' Bryant.

Selskabet var på vej til en ungdoms-basketballkamp i Thousand Oaks i Californien, da helikopteren styrtede ind i en bjergside.

--------- SPLIT ELEMENT ---------