John McAfee er død i fængslet

Grundlæggeren af McAfee antivirus er fundet død i sin celle i et spansk fængsel

Onsdag morgen blev det afgjort, at John McAfee skulle udleveres til retsforfølgelse for skattesvindel. Samme eftermiddag blev han fundet død. Foto: DARRIN ZAMMIT LUPI/Ritzau Scanpix
Onsdag morgen blev det afgjort, at John McAfee skulle udleveres til retsforfølgelse for skattesvindel. Samme eftermiddag blev han fundet død. Foto: DARRIN ZAMMIT LUPI/Ritzau Scanpix

John McAfee, som grundlagde McAfee antivirus, er fundet død i sin celle i et fængsel i Barcelona i Spanien.

Det skriver flere spanske medier, heriblandt El País og El Mundo, med henvisning til det spanske justitsministerium.

Han blev angiveligt fundet død i sin celle onsdag eftermiddag, skriver avisen med henvisning til kilder i politiet. Der skal angiveligt være tale om selvmord.

Skulle udleveres
McAfee, som var 75 år gammel, afventede en udlevering til USA efter at være blevet anholdt i forbindelse med en sag om skattesvindel. Han blev anholdt 3. oktober 2020 i en lufthavn i Barcelona på anmodning af USA, da han var på vej til Tyrkiet.

Siden er sagen om udleveringen til USA blevet behandlet, og onsdag morgen blev den bekræftet. Samme eftermiddag afgik John McAfee altså ved døden i sin celle. Der blev forsøgt genoplivning af fængselspersonalet, men dette var uden held.

John McAfee skulle angiveligt have skjult en høj indkomst for skattemyndighederne i USA mellem 2016 og 2018. Der skulle være tale om en skattegæld på mere end flere millioner dollars, og han stod til at få en straf på op til 30 års fængsel.

Selv fortalte John McAfee dog under udleveringshøringen, at han havde betalt 'millioner af dollars i skat', samt at han var offer for politisk forfølgelse fra USA's side. Det sidste fandt dommeren dog ikke retvisende.

John McAfee var blandt de første, der opfandt antivirus, og han tjente derfor styrtende med penge på sit program, som i 2011 blev solgt til Intel.

Kryptisk tweet
Alt tyder på, at John McAfee har begået selvmord i fængslet.

Der bliver dog på sociale medier lagt mærke til et tweet, den excentriske millionær skrev kort efter sin anholdelse i oktober sidste år.

Her fik han nemlig flettet ind, at hvis han en dag blev fundet død i sin celle, så var det ikke selvmord. I øvrigt ligesom Jeffrey Epstein, som han heller ikke mente begik selvmord.

'Jeg har det godt her. Jeg har venner. Maden er god. Alt er godt. I skal vide, at hvis jeg hænger mig selv, som ved Epstein, så var det ikke min egen gerning', skrev han i oktober på Twitter.