Johnny Depp lagt på is i Hollywood

Den 58-årige stjerne føler sig uønsket i branchen efter anklagerne om hustrumishandling

Johnny Depp poserer som fotograf i forbindelse med et pressemøde på filmen 'Minamata'. Stjernen føler, at han er blevet lagt på is i USA. Foto: Ritzau Scanpix
Johnny Depp poserer som fotograf i forbindelse med et pressemøde på filmen 'Minamata'. Stjernen føler, at han er blevet lagt på is i USA. Foto: Ritzau Scanpix

Hollywood-stjernen Johnny Depps stjernestatus er blegnet gevaldigt efter anklagerne om, at han skulle have mishandlet sin ekskone Amber Heard.

Både i offentligheden og i filmbranchen.

- Jeg boykottes af Hollywood, siger han i et nyt interview med Sunday Times.

For at underbygge sin påstand peger han på, at filmen 'Minamata'  fra 2020 - med ham i hovedrollen - endnu ikke har fået premiere i USA.

Det tager han som udtryk for, at  Hollywood har fået berøringsangst i forhold til ham.

I filmen spiller Depp en amerikansk fotograf, der forsøger at dokumentere virkningerne af en kviksølvforgiftning på borgerne i japanske Minamata.

Modstand mod hæder
I sidste uge gik en britisk organisation, som arbejder med at hjælpe voldsramte kvinder, på barrikaderne og fordømte, at to store filmfestivaler her i august og september har valgt at hædre Johnny Depp.

Det drejer sig om den tjekkiske Karlovy Vary Film Festival samt den spanske San Sebastian Film Festival.

Organisationen Solace Women's Aid kaldte hyldesten af Depp for 'en hån mod kvinder'. Samme toner lød også på de sociale medier.

Det har efterfølgende fået arrangørerne af den spanske festival til at forsvare beslutningen om at uddele årets hæderspris til Johnny Depp.

-  I disse tider, hvor lynchning på sociale medier er udbredt, vil vi altid forsvare to grundlæggende principper, som udgør en del af vores kultur og love: Dels at man skal anses for at være uskyldig, til andet er bevist, dels retten til at blive re-integreret, lød det fra festivalchef  José Luis Rebordinos.