Rygterne om utroskab har i den grad plaget den amerikanske sanger og skuespiller Justin Timberlake, efter at han og skuespilleren Alisha Wainwright for nylig blev fotograferet hånd i hånd. Den smukke Alisha blev sågar afbildet, mens hun lægger sin hånd på Justins knæ.
Det skete på en bar i den amerikanske by New Orleans.
Indtil nu har Justin Timberlake forholdt sig tavs. Men natten til torsdag har han lagt et opslag ud på Instagram, hvor han forklarer og undskylder sin opførsel.
Her forklarer skuespilleren, at han på ingen måde var utro, men han angrer alligevel sin opførsel.
Der skete ingenting
- For nogle uger siden udviste jeg svag dømmekraft, men lad det være klart, at ingenting skete mellem mig og min medspiller, skriver Timberlake.
Han fortsætter:
- Jeg drak alt for meget den aften, og jeg angrer mine handlinger. Jeg burde have vidst bedre. Dette er ikke et eksempel, som jeg ønsker at sætte for min søn, forklarer Justin Timberlake.
Timberlake er sammen med 30-årige Alisha Wainwright ved at indspille filmen 'Palmer'.
38-årige Timberlake blev gift for syv år siden med filmstjernen Jessica Biel. I 2015 fik parret en søn.
Kvinderne er tavse
Justin Timberlake understreger, at han normalt styrer helt uden om mediernes sladderspalter. Men i denne sag er det nødvendigt for ham at forklare sagens rette sammenhæng.
Timberlake hævder, at det er vigtigt for ham at være den bedst mulige ægtemand og far, og at denne situation ikke ligefrem er et bevis for det.
Han beklager den pinlige situation over for sin kone og resten af familien.
Hverken Jessica Biel eller Alisha Wainwright har indtil nu udtalt sig offentligt om sagen.