I lige knap et år har det været muligt for den almene befolkning at være virksomhedsejer med verdensstjernen Jessica Alba.
5. maj 2021 gik selskabet The Honest Company nemlig på børsen, men hvis du investerede i selskabet dengang, har det været en dyr forretning.
Firmaet, som skuespilleren og hendes samarbejdspartnere stiftede i 2011 og ifølge dem selv sælger husholdningsprodukter uden farlige kemikalier, fik ellers et brag af en debut på børsen. Her blev firmaet oprindelig værdisat til 1,45 milliarder dollars - omregnet til dagens kurs 10,25 milliarder kroner.
Op til IPO - firmaets start på børsen - kunne man købe én aktie for 16 dollars, men da første handelsdag var slut, kostede den samme aktie 23 dollars. Med andre ord var firmaets værdi vokset til over 2 milliarder dollars - som med dagens kurs svarer til 14,9 milliarder kroner.
Milliarder forsvundet
Siden er det dog kun gået én vej for firmaet, der er faldet i værdi for milliarder af kroner.
Da den amerikanske børs mandag aften danske tid lukkede, stod kursen i 4,02 dollars per aktie - efter en stigning på 1,52 procent for dagen.
Det betyder altså, at The Honest Company nu har en værdi på 363,8 millioner dollars - 2,57 milliarder kroner.
Med andre ord er der altså forsvundet 7,68 milliarder kroner fra firmaets værdi, siden selskabet gik på børsen.
Skuffende regnskab
The Honest Companys seneste regnskab blev præsenteret i slutningen af marts, hvor selskabet fremlagde tal for hele 2021. Og det var markant under forventningerne.
Selskabet formåede at vækste salget med 6 procent i forhold til året før - en forbedring, der dog var en hel del dårligere end forskellen mellem 2020 og 2019. Her var salget steget med 27,6 procent.
På bundlinjen havde selskabet et underskud på 38,8 millioner dollars - knap 275 millioner kroner - for 2021.
Investorerne straffede med det samme aktien, og da markedet åbnede dagen efter, faldt den i de første minutter med 30 procent, skrev Motley Fool dengang.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Flere kendte har formået at tjene mange penge på alt fra skønhedsprodukter til sexlegetøj. Her kan du læse om de kendtes milliardfirmaer.