Det er mere end et årti siden popikonet Michael Jacksons død, men i den nærmeste fremtid bliver han vakt til live igen i en biografisk film med titlen 'Michael'.
Og det bliver tilsyneladende i Jackson-familien, for ifølge flere udenlandske medier heriblandt Variety skal Jafaar Jackson, som er søn af Michael Jacksons bror Jermaine Jackson, spille sin afdøde onkel i filmen.
På Instagram bekræfter Jafaar Jackson nyheden, hvor han også viser et billede frem i rollen som sin onkel.
'Jeg er ydmyg og beæret over at få lov til at bringe min onkel Michaels historie til live. Til alle fans verden over: Vi ses snart', skriver han til opslaget.
Ifølge produktionsselskabet bag filmen vil den komme hele vejen rundt om Michael Jacksons liv og karriere med særligt fokus på nogle af hans allerstørste koncerter.
Filmen er ifølge Variety blevet til i samarbejde med boet efter stjernen, så derfor er det tvivlsomt, om den også vil tage anklagerne mod ham for seksuelt misbrug af børn under behandling.
Mens han levede, nægtede Michael Jackson sig skyldig i alle anklager, og i 2003 blev han frifundet i en retssag.
Efter hans død i 2009 har blandt andet dokumentaren 'Leaving Neverland', hvor to mænd anklager Michael Jackson for seksuelle overgreb mod dem, da de var børn, dog pustet nyt liv i historien.
Rollen som Michael Jackson bliver den første større rolle for Jafaar Jackson. Optagelserne begynder i år, men det er endnu uvist, hvornår den får premiere.
--------- SPLIT ELEMENT ---------