Kanye har fået endnu et kontroversielt emne på tungen. Denne gang hylder han Adolf Hitler i et nyt interview.
- Jeg elsker alle. Jøder kan ikke fortælle mig, at jeg skal elske dem, og at jeg skal elske det, de gør mod mig med kontrakterne, og at jeg skal elske det, de presser på med pornografien. Men denne fyr (Hitler, red.), der opfandt motorveje, opfandt selve mikrofonen, som jeg bruger som musiker ... man kan åbenbart ikke sige højt, at han faktisk har gjort noget godt, og det er jeg færdig med.
Sådan lyder den meget mærkværdige og til dels kryptiske besked fra Kanye West i et interview torsdag med Alex Jones, det skriver RollingStone.
Se udtalelsen her:
Rapperen uddybede tanken ved at fortælle om, at han ser gode ting ved Adolf Hitler, og da Alex Jones kort før en reklamepause siger, at han ikke kan lide nazister, skynder Kanye West sig at sige, at han altså godt kan lide Hitler.
Se klippet herunder:
Droppet igen og igen
Det er ikke første gang, at Kanye West er kommet med en kontroversiel udmelding.
Adidas valgte i oktober at afslutte samarbejdet med den kendte rapper og designer.
Adidas oplyste, at det afbrudte samarbejde ventes at koste dem omkring 250 millioner euro i årlig nettoindtjening. Det svarer til over 1.7 milliard danske kroner.
Også modegiganten Balenciaga valgte at droppe samarbejdet med den 45-årige rapper. Det samme gjorde den amerikanske bankgigant JP Morgan Chase, som meddelte, at de lukker og slukker for samarbejdet med Kanye West og hans modebrand Yeezy, inden Adidas valgte at droppe ham.
De mange brudte forbindelser kommer efter et tweet, hvor Kanye West havde skrevet: 'I'm going death con 3 on JEWISH PEOPLE'.
Death Con 3 referer angiveligt til et udtryk, som det amerikanske militær bruger, og som betyder, at der skal øget styrkeberedskab eller ekstra beredskab til.
Rapperen krydrede desuden sin udmelding med endnu et tweet, der oversat til dansk lød: 'Det sjove er, at jeg kan ikke være antisemitisk, fordi sorte mennesker også er jøder'.
Kanye West har siden udtalt, at han står ved sin udmelding, selvom han har undskyldt for den 'smerte og forvirring', det har voldt folk.