Kendispar skal skilles: 'Jeg kan ikke kæmpe længere'

Sanger og skuespiller Jana Kramer og den tidligere NFL-spiller Mike Caussin er igen gået fra hinanden

Mike Caussin og Jana Kramer har to børn sammen. Foto: imageSPACE/Ritzau Scanpix
Mike Caussin og Jana Kramer har to børn sammen. Foto: imageSPACE/Ritzau Scanpix

Det er slut mellem 37-årige Jana Kramer og Mike Caussin, 34. Igen.

Ægteparret har valgt at lade sig skille efter seks års ægteskab. Det offentliggør førstnævnte i et opslag på Instagram.

'Jeg har kæmpet. Jeg har elsket højt. Jeg har tilgivet. Jeg har knoklet for det. Jeg har givet alt, jeg havde, og nu har jeg ikke mere at give. Tiden er inde,' skriver hun blandt andet i opslaget.

Hun skriver ikke noget om, hvorfor det denne gang er slut mellem parret, der har to børn sammen.

Parret har flere gange tidligere været gået fra hinanden på grund af utroskab af den tidligere NFL-spiller, men historien melder altså intet om, hvorvidt det også er tilfældet denne gang.

Det var stadig den store lykke for parret i 2019. Foto: imageSPACE/Ritzau Scanpix
Det var stadig den store lykke for parret i 2019. Foto: imageSPACE/Ritzau Scanpix
 

Tror stadig på ægteskab
Det er ikke første gang, at Jana Kramer oplever, at et ægteskab går i stykker for hende. To gange tidligere har hun været gift. Begge gange blev hun skilt igen kort efter.

Første ægteskab var i 2004, hvor hun blev gift med Michael Gambino, der dog var voldelig over for hende og senere blev dømt for mordforsøg, har People skrevet.

Sangeren og skuespilleren, der især er kendt for sin rolle i 'One Tree Hill', men også har haft en række roller i flere populære tv-serier som 'CSI: NY' og 'Grey's Anatomy', blev i juli 2010 gift med Johnathon Schaech, men måneden efter gik de fra hinanden.

Nu er hun altså på vej til at blive skilt fra tredje gang, men hun har på ingen måde opgivet at finde den store kærlighed, og hun tror stadig fuldt og fast på tanken om ægteskab, skriver hun i opslaget.

'Jeg kan bare ikke kæmpe længere. Nu er det tid til at hele,' skriver hun.