Han har med sin særlige dialekt, rolige facon og kloge ord hjulpet mange dysfunktionelle amerikanske familier, uvorne teenagere eller par med problemer i løbet af de seneste 21 år.
Men en tv-æra er slut, når det populære tv-show 'Dr. Phil' stopper i foråret 2023 ved udgangen af denne sæson.
Showet, der lanceredes helt tilbage i 2002, bliver således ikke forlænget, og den altoverskyggende vært, Phil McGraw, vil nu hellige sig andre projekter.
Det skiriver bl.a. The Hollywood Reporter.
- Jeg er blevet velsignet med over 25 vidunderlige år på tv i dagfladen, siger dr. Phil McGraw i en officiel udtalelse om sit stop.
Han fortsætter:
- Med dette show har vi hjulpet tusindvis af gæster og millioner af seere gennem alt fra afhængighed og ægteskab til mental velvære og børneopdragelse. Det har været et utroligt kapitel i mit liv og min karriere, men selv om jeg nu forlader showet, er der så meget mere, jeg gerne vil nå, lyder det.
'Dr. Phil' bliver det tredje store amerikanske tv-show på kort tid, man trækker stikket på.
Det populære 'Judge Judy' stoppede i 2021 efter 25 år, og også 'The Ellen DeGeneres Show' er nu fortid.
Dr. Phil McGraw blev først kendt som en hyppig og fast gæst i Oprah Winfreys verdenskendte talkshow i sen-90'erne, hvor han hjalp gæster og seere med lægefaglige spørgsmål og udfordringer.
Det blev så populært, at han siden fik sit helt eget show bygget over samme emner.
Det har budt på mange mindeværdige afsnit - og vilde optrin - gennem årene. Hvem husker f.eks. ikke nedenstående unge dame, Danielle Bregoli, der blev verdenskendt på baggrund af sin mildest talt sindsoprivende opførsel for åben skærm.
Hun er i dag mangemillionær og influencer med 16 millioner følgere.