Den berømte skuespiller Jeremy Renner, 52, var tæt på at miste livet, da han blev kvæstet under en sneplov nytårsdag.
I et spritnyt og stort interview, der blev sendt på ABC News torsdag, sætter den amerikanske skuespiller flere ord på den voldsomme ulykke, der gav ham 30 brækkede knogler.
- Du burde ikke være uden for køretøjet, når du kører det. Det er ligesom at køre en bil med en fod ude af bilen, fortæller Jeremy Renner til ABC News ifølge BBC.
Ifølge en politirapport havde Hollywood-stjernen benyttet sneploven til at hjælpe sin nevøs køretøj fri af sneen, men da håndbremsen efterfølgende ikke var blevet trukket, gled sneploven mod nevøen.
'Da Renner forsøgte at stoppe eller aflede sneploven for at undgå, at den skulle skade hans nevø, blev han trukket ind under køretøjet og kørt over', står der i rapporten.
Jeremy Renner står dog selv på mål for ulykken og tager det fulde ansvar.
- Det var min fejl, og jeg har betalt for det, siger stjernen til ABC News.
Artiklen fortsætter under biledet ...
Skrev sidste ord til familien
Good Morning America har også delt et interview-bid, hvor Jeremy Renner fortæller, at han var klar til at sige farvel til familien.
- Jeg skrev noter i min telefon - mine sidste ord til min familie, fortæller Jeremy Renner.
I interviewet fortæller Renner videre, at han havde været død i dag, hvis det ikke havde været for hans nevø.
- Hvis jeg havde været der alene, ville det have været en forfærdelig måde at dø på. Og det ville jeg helt sikkert have været. Men jeg var ikke alene, siger stjernen i interviewet.
Brækkede 30 knogler
Jeremy Renner blev hasteindlagt i kritisk, men stabil tilstand efter ulykken 1. januar, hvor han blev kørt over af en sneplov. Efterfølgende har han selv fortalt i et opslag på Instagram, at han havde brækket hele 30 knogler.
'Disse 30 brækkede knogler vil vokse sig stærkere, ligesom kærligheden og båndet til familie og venner bliver dybere,' skrev han i opslaget.
Efter ulykken kom det frem, at Renner havde benyttet sneploven for at hjælpe sin nevøs køretøj fri af sneen, men da håndbremsen efterfølgende ikke var blevet trukket, gled sneploven mod nevøen.
Da Jeremy Renner efterfølgende forsøgte at standse sneploven for at redde sin nevø, blev han selv trukket ind under køretøjet.
Jeremy Renner er 52 år. Han er kendt fra film som 'The Avengers' og 'The Hurt Locker'.