Lagt for had efter tequila-reklame

Kendall Jenner har lanceret sin nye tequila, og hendes promovering af drikken er ikke blevet taget godt imod

Kendall Jenner er blevet mødt af massiv modstand på sociale medier efter lanceringen af hendes Tequila-brand 818. Foto: Chelsea Lauren/Shutterstock
Kendall Jenner er blevet mødt af massiv modstand på sociale medier efter lanceringen af hendes Tequila-brand 818. Foto: Chelsea Lauren/Shutterstock

Den 25-årige model og tv-stjerne Kendall Jenner er havnet i massiv modstand på sociale medier efter den nylige lancering af hendes tequila-brand 818.

Det skriver flere internationale medier blandt andre People med henvisning til en reklamefilm for drikken, der er blevet delt adskillige gange på Twitter.

Det er faldet en lang række Twitter-brugere for brystet, at Jenner har optaget videoen i Mexico og har taget den mexicanske kultur til sig i en sådan grad, at det ser ud som kulturel appropriation (at stjæle en kultur, red.).

'Som mexicaner beder jeg alle jer, der bor i USA, om ikke at købe Kendall Jenners tequila, for det, hun gør, kaldes kulturel appropriation ved at gøre det til sit. Hør på os mexicanere, når vi siger, at det er forkert. Det er vores kultur, og vi vil ikke have, at en hvid kvinde profiterer på den', skriver en bruger i et opslag, som er delt tusindvis af gange.

En anden bruger giver udtryk for, at han finder Kendall Jenner direkte tonedøv.

'DU LAVER SJOV MED MIG... overlad det til Kendall at være så tonedøv som muligt, det er så stødende', skriver han.

Tages i forsvar
Der er dog også flere, der tager Jenner i forsvar ved at pointere, at adskillige stjerner før hende har kastet sig ud i at producere og promovere tequila uden at blive ramt af kritik.

Det tæller blandt andre Nick Jonas, Dwayne 'The Rock' Johnson og George Clooney.

'Hvorfor får hun den modstand, mens der ikke er et ord om de mandlige berømtheder, som har lavet deres egen tequila', skriver en bruger.

Kendall Jenner har ikke selv udtalt sig om de mange negative kommentarer. Hun har dog valgt at fjerne kommentarsporet i et opslag på Instagram, hvor hun har delt billeder fra reklamen.

Den 25-årige stjerne har tidligere mødt modstand i forbindelse med en reklame for Pepsi, hvor hun agerede demonstrant i forbindelse med en borgerrettighedsdemonstration.

I den forbindelse valgte Pepsi at trække reklamen tilbage.