Legendarisk Bond-babe død

Honor Blackman, der spillede Pussy Galore i James Bond-filmen 'Goldfinger' er død i en alder af 94

Honor Blackman er død i en alder af 94 år. Foto: Ritzau Scanpix
Honor Blackman er død i en alder af 94 år. Foto: Ritzau Scanpix

Mandag har skuespilleren Honor Blackmans familie oplyst The Guardian om, at hun er død i en alder af 94 år.

Blackman er nok bedst kendt som karakteren Pussy Galore i James Bond-filmen 'Goldfinger'. Familien vil huske Honor Blackman som 'en elsket mor og bedstemor', der besad 'en ekstraordinær kombination af skønhed, hjerne og fysisk kunnen'.

I en udtalelse fortæller familien om dødsfaldet:

'Det er med stor sorg, at vi må fortælle, at Honor Blackman er død i en alder af 94 år. Hun døde af naturlige årsager i sit hjem i Lewes, Sussex, omgivet af sin familie.'

Kendt fra Avengers
Honor Blackmans karriere tog fart, da hun medvirkede i den britiske tv-serie The Avengers som Cathy Gale fra 1962 til 1964. Her spillede hun en spion og var nødt til at lære kampsport som en del af rollen.

Det medvirkede til, at hun fik rollen som bond-baben Pussy Galore i 1964, da hun spillede overfor Sean Connery som James Bond i 'Goldfinger'.

Hun har dog senere fortrudt, at hun forlod tv-serien for at spille med i James Bond.

- Jeg gik på det forkerte tidspunkt. De var lige begyndt at gå sort/hvid til farve og var også begyndt at få flere penge til serien, har hun tidligere sagt til The Guardian.

Honor Blackmans karriere strakte sig over otte årtier.