Det, der skulle have været en festlig aften i den amerikanske by Clarkston, udviklede sig dramatisk for den legendariske musiker Carlos Santana og ikke mindst alle hans fans.
Det skete cirka 20 minutter inde i koncerten, der fandt sted i Pine Knob Music Theatre i Clarkston, under sangen 'Joy'.
Her faldt Carlos Santana pludselig om midt på scenen. Det skriver flere udenlandske, heriblandt TMZ, Deadline og New York Post.
Carlos Santana er en latinamerikansk rockguitarist, der slog igennem i de sene 1960'ere og tidlige 70'ere. Det gjorde han med sit band, Santana. Musikeren har selv vundet intet mindre end 10 grammyer.
Santanas kollaps fik medicinsk personale til at flyve op på scenen, ligesom publikum blev opfordret til at bede for den legendariske musiker, da det angiveligt var alvorligt.
Carlos Santana var dog i stand til at vinke farvel til sit publikum, da han kort efter blev hjulpet ud af scenen på en båre og kørt til et lokalt hospital.
Det var angiveligt en kombination af udmattelse grundet varmen samt dehydrering, der fik Carlos Santana, der er 74 år, til at besvime på scenen. Det fortæller en talsmand for Santana til mediet TMZ.
Talsmanden oplyser videre til mediet, at musikeren 'har det godt.'
Den latinamerikanske musiker har før haft problemer med sit hjerte. I 2021 fik han en ikkeplanlagt hjerteoperation.