Kendisparret Minka Kelly og Trevor Noah er ikke længer et par.
Ifølge det amerikanske magasin People er det slut mellem 'Euphoria'-stjernen og talkshowværten.
41-årige Kelly og den tre år yngre Noah nåede at være sammen i knapt to år, før romancen mellem dem sluttede.
Nyheden om bruddet er ikke blevet bekræftet af parret selv, men People har talt med en kilde tæt på Minka Kelly, der fortæller, at det er forbi mellem dem.
- Minka er single, siger kilden og fortæller, at bruddet mellem dem ikke er helt nyt. Det er noget tid siden, de slog op.
Den forkerte
Ifølge kilden er Minka Kelly glad for sin status som single.
- Hun er meget glad. Hun vil hellere være single end at bruge sin tid på den forkerte fyr.
Det celebre par begyndte at date i august 2020, og forholdet har været en dyr fornøjelse for Trevor Noah.
I december 2020 købte han et hus, hvor de kunne slå pjalterne sammen og bo under samme tag. En solid japansk inspireret kasse i Bel Air til 27,5 millioner dollars. I marts i år solgte han herligheden med et seriøst tab på 1,1 million dollars.
Allerede dengang var der rygter om, at salget skyldte knas i forholdet.
Nøgen-nej
Minka Kelly har tidligere vist sig at være en bestemt dame, der ikke går på kompromis med sine holdninger og grænser.
Da hun mødte ind første dag til optagelserne på HBO-serien 'Euphoria', var der indlagt en nøgenscene i hendes skema. Det takkede hun pænt nej til.
- Det var min første dag som gæst i den her nye serie, og jeg følte mig ikke godt tilpas ved at stå der helt nøgen, har hun tidligere fortalt til Vanity Fair.
Derfor gik hun til seriens skaber, Sam Levinson, og bad om at få ændret sin rolle. Og det var han heldigvis helt okay med.