Den britiske skuespiller John Benfield, der blev verdenskendt for sin rolle som politichef for Helen Mirren i den populære tv-serie 'Mistænkt', er død 68 år gammel efter længere tids kamp mod den sjældne kræftsygdom sarcoma. John Benfield døde på et hospice i Oxford 16. juni. Men dødsfaldet er først blevet offentliggjort i går via en nekrolog i det lokale medie Oxford Mail.
John Benfield efterlader sig sin hustru gennem 31 år, Lillian, samt sin søn, Freddie, og sit barnebarn, Rex.
Det skriver flere medier heriblandt Mirror, Huffington Post og Metro
John Benfields agentfirma, Markham, Froggatt & Irwin, udtaler, at den britiske skuespiller altid bragte sandhed og integritet ind i sine roller.
'Han var et stolt og troværdigt menneske, der investerede hele sin sjæl og sin tro i sit virke som skuespiller'.
John Benfield har i sin lange karriere medvirket i mere end 70 film og tv-serier. Men der er ingen tvivl om, at det var rollen som politichefen Michael Kernan i tv-serien 'Prime Suspect', der gjorde ham verdenskendt. I serien, der på dansk fik navnet 'Mistænkt', spillede John Benfield overfor seriens hovedrolleindehaver, Helen Mirren, der spillede sin legendariske rolle som kriminalchefen Jane Tennison.
Der blev lavet adskillige sæsoner af 'Prime Suspect', der kørte i hele 15 år fra 1991 til 2006. 'Prime Suspect' vandt gennem årene adskillige Emmy-priser og Bafta-priser. John Benfield er også kendt for film som 'Speed Racer', 'Cassandras Dream' og 'The Best Offer'.