Paco Rabanne er død. Han blev 88 år.
Det skriver flere internationale medier - heriblandt BBC, Le Monde og Women's Wear Daily.
Dødsfaldet bekræftes af en talsmand fra Puig, der i dag ejer Paco Rabanne-brandet, samt på Paco Rabannes Instagram-profil, hvor stifteren bliver hyldet.
'Paco Rabanne-huset vil ære vores visionære designer og stifter, der i dag gik bort i en alder af 88 år,' starter opslaget.
Den spanske modedesigner brød igennem i 1960'erne, og efter han havde været ansat hos brands som Dior og Balenciaga, stiftede han sit eget brand i 1966.
Her kastede han sig først over modetøj, men efter få år begyndte han også at lave de parfumer, han blandt mange er bedst kendt for i dag. Det skete i samarbejde med virksomheden Puig, der i dag står bag hele Paco Rabanne-brandet,
Det fremgår ikke, hvad dødsårsagen er.
Ifølge Women's Wear Daily døde han i byen Portsall i det vestlige Frankrig, hvor han boede frem til sin død.