Onsdag forsvandt den amerikanske skuespiller Naya Rivera, der især er kendt fra serien 'Glee', under en bådtur på Lake Piru i Californien med sin fireårige søn.
Siden da har myndighederne ledt intensivt efter den 33-årige skuespillerinde med dykkere, helikoptere og droner.
Alt sammen uden held.
Derfor har politiet nu officielt meldt ud, at de ikke længere anser deres arbejde som en redningsaktion, men i stedet som en eftersøgning efter et lig.
Det fortæller talsmand Chris Dyer fra Ventura County Sheriffs Office til mediet Washington Post.
- Der er ingen tegn på en forbrydelse. Der er ingen tegn på, at noget gik galt - udover en tragisk ulykke, siger talsmanden og understreger, at den intensive eftersøgning vil fortsætte.
- At vi nu skifter fra en redningsaktion ændrer ikke på den indsats, vi sætter ind for at finde hende. Målet er stadig at bringe frøken Rivera hjem til sin familie, så de kan få en afslutning, siger han videre.
Det var personer på en anden båd på søen, der slog alarm, da de opdagede, at den fireårige dreng lå alene i båden og sov. Sønnen havde redningsvest på og var uskadt, men Rivera var intet sted at se.
Drengen, som Rivera har med eksmanden Ryan Dorsey, er blevet genforenet med sin familie og er i god behold.
Rivera og sønnen havde sammen lejet en båd omkring klokken 13 lokal tid og var sejlet ud for at have en hyggelig eftermiddag på Lake Piru, da noget angiveligt gik helt galt.