Nu får Kim Kardashian sine egne emojis

De særlige små smileys kommer nu med Kims kurver og kasser

Kim Kardashian har over 55 millioner følgere fra hele verden på Instagram (Foto: All Over Press)
Kim Kardashian har over 55 millioner følgere fra hele verden på Instagram (Foto: All Over Press)

Der findes efterhånden en emoji til enhver lejlighed, og nu har Kim Kardashian-fans noget ekstra at glæde sig til på mobilen. De såkaldte 'Kimojis' er nemlig ved at blive lanceret - små smileys, der relaterer sig til Kim Kardashian og hendes liv. Det skriver Elite Daily.

Kim Kardashian selv har på Instagram løftet sløret for, hvilke emojis, man kan glæde sig til at få på telefonen. Blandt andet kan man få en gravid Kim eller en Kim, der danser på en stripperstang.

- Jeg ville lave nogle virkelig sjove, anderledes emojis, som du ikke ser på din telefon, har Kim Kardashian tidligere forklaret til Rolling Stone, da de forskellige emojis endnu ikke var fastlagte.

Kim har tidligere udtalt, at de forskellige emojis kun skulle handle om hende selv og ikke resten af Kardashian-klanen.

- Jeg vil ikke have nogle familiemedlemmer i den. Så vil de alle sammen have en bid af kagen, har hun i sommer sagt til Rolling Stone.

En enkelt undtagelse har hun dog gjort, for Kylie Jenners læber har nemlig sneget sig med på appen. Derudover kan man blandt andet også finde Kims censurerede bryster, hendes markante kurver eller den verdensberømte bagdel, som hun viste frem i magasinet PAPER tilbage i 2014.

Du kan se de forskellige emojis fra 'Kimoji'-appen herunder: