Verden har lært ham at kende som Kanye West, men det er slut nu.
Rapperen og realitystjernen søgte i august tilladelse til at skifte sit navn til Ye, og den tilladelse har han nu fået.
Det skriver TMZ, der er i besiddelse af officielle dokumenter, som bekræfter navneændringen.
Han er blevet kaldt Ye i flere år, mens det også var titlen på hans album fra 2018. Og nu er det altså kort og godt det, han også juridisk hedder.
Fejrer det på svensk McDonald's
Verdensstjernen opholder sig i øjeblikket i Sverige, hvor han pludselig overraskede ved at dukke op på en McDonald's. Det skriver Aftonbladet, der har billeder og videoer af Ye i landet.
Han er ifølge mediets oplysninger i Sverige for at undersøge et muligt samarbejde, men det bliver ikke yderligere specificeret i artiklen, hvad det omhandler.
Kanye West har leveret en lang række mindeværdige øjeblikke over årene - her er et udpluk.
Det kommer dog frem, at folk på McDonald's i Trollhättan ikke følger specielt godt med i rap- eller kendisverdenen i USA.
- Ingen på restauranten genkendte ham, og det er måske rart for ham, at han ikke skal være så påpasselig med, hvor han går hen. Og så er det vel skønt for ham at besøge McDonald's med vennerne. Det gik først op for os efter besøget, siger Henrik Nerell, der er pressechef for McDonald's i Sverige.
Ye var sulten og bestilte ifølge mediet en stor frappé med karamel, en Chicken Tasty med mellem pommes frites og chokolademilkshake, tre hot wings og seks gange barbecue-dip.