Sagen er indledt mod Britney Spears' eksmand Jason Alexander, der tidligere på måneden brød ind i sangerindens hjem på hendes bryllupsdag.
Og det er skræmmende detaljer, der nu ser dagens lys i den voldsomme sag.
Mandag var der en indledende høring i sagen, hvor Britney Spears' sikkerhedsvagt afgav sin vidneforklaring om episodens forløb.
Vagten - der siden hændelsen er blevet fyret sammen med resten af sikkerhedsholdet - fortalte dommeren, at Jason Alexander gik målrettet efter sangerindens soveværelse efter at have sneget sig ind på grunden og var kommet ind i hovedhuset. Vagten fortalte, at Jason Alexander forsøgte at åbne Britneys soveværelsesdør, mens hun var inde bag døren, der dog var låst.
Sikkerhedsvagten fortalte yderligere, at eksmanden blev ved med at gentage, at han var nødt til at snakke med Britney og ledte efter hende, selvom han ikke stod på gæstelisten.
Han kunne derudover også fortælle, at Jason Alexander var blevet set i udkanten af Spears' grund flere gange op til brylluppet - så sent som dagen før den store dag, selvom han fik besked på at holde sig væk.
Har fået polititilhold
Jason Alexander brød 9. juni ind i sangerindens hjem, mens han sendte live på Instagram og i øvrigt havde en kniv med sig. I videoen kunne man høre ham løbe forpustet rundt og spørge, hvor hans tidligere ægtefælle var.
I videoen kan det også ses, hvordan en sikkerhedsvagt havde hevet en pistol frem i forbindelse med episoden.
Derudover kan man høre eksmanden råbe, at de ikke må lægge hånd på ham, og at Britney Spears har inviteret ham til brylluppet.
Kort efter optrinnet kom politiet, der tog ham med i arresten.
I de næste tre år må han ikke komme tæt på stjernen og sikkerhedsvagten indenfor en radius af cirka 90 meter.
Ydermere må han heller ikke kontakte Britney Spears på nogen som helst måde. Det vil sige ingen sms'er, opkald eller beskeder på sociale medier. I samme periode må han heller ikke være i besiddelse af våben eller skydevåben og skal indlevere dem, han eventuelt har.
Kautionen lyder på 100.000 dollars. Lige over 700.000 kroner.
Britney Spears har tidligere været gift ganske kortvarigt med Jason Alexander - mere præcist 55 timer i 2004 under en våd bytur i Las Vegas - inden hendes hold af jurister hurtigt fik annulleret ægteskabet.
Læs mere om Britneys vilde liv her.