USA's tidligere præsident Barack Obama har aflyst en stort anlagt fest den førstkommende weekend i forbindelse med sin 60-års fødselsdag. Det oplyser Obamas talskvinde i en udtalelse til New York Times, skriver Business Insider.
Det sker efter heftig kritik af, at arrangementet kunne medføre øget spredning af corona-varianten Delta.
'På grund af den nye spredning af Delta-varianten i den forløbne uge har præsidenten og fru Obama besluttet at reducere begivenheden betydeligt til kun at omfatte familie og nære venner.'
'Han værdsætter, at andre sender deres fødselsdagshilsner på afstand, og ser frem til at se folk snart,' udtaler Hannah Hankins.
Oprindeligt var det planen, at flere hundrede gæster skulle deltage i fejringen på øen Martha's Vineyard i delstaten Massachusetts.
Alle gæster var blevet bedt om at blive vaccineret og dukke op med en negativ coronatest. Alligevel var der løbet flere afbud ind, blandt andet fra Det Hvide Hus' stabschef, Ronald A. Klain, og USA's nuværende præsident, Joe Biden. Præsidenten har dog ikke givet en officiel begrundelse for sit afbud.
Den tidligere Harvard-professor Alan Dershowitz har opfordret Obama til at aflyse festen.
- Alle taler om den (festen, red.), og ingen taler om den i positive vendinger. Visse personer kommer med undskyldninger for den. Ingen siger, den er en god idé, har Alan Dershowitz sagt til New York Times ifølge Business Insider.
Barrack Obama fylder 60 år i dag, 4. august.