Den kendte dusørjæger og tv-kendis Duan Chapman, bedre kendt som Dog The Bounty Hunter, har nu valgt at blande sig i den opsigtsvækkende mordsag om Gabby Petito, der for et par dage siden blev fundet myrdet.
Gabby Petito var sammen med sin forlovede, Brian Laundrie, ved at rejse tværs over USA. Efter et skænderi forsvandt Gabby Petito, og 1. september vendte 23-årige Brian hjem uden sin forlovede.
Ti dage senere blev Petito meldt savnet, og søndag fandt politiet hendes lig. Et par dage efter, at Gabby Petito blev meldt savnet, forsvandt Brian Laundrie, og det er fortsat uvist, hvor han opholder sig.
Det har nu fået Dog The Bounty Hunter, der er fast besluttet på at finde Brian, til at gå ind i sagen.
Den 68-årige tv-personlighed meddelte lørdag, at han ville lave en hotline, og ifølge ham har han siden fået mere end 1000 tips om sagen.
Lyssa Chapman, der er Dog The Bounty Hunters datter, har på Twitter bekræftet, at hendes far, siden han har oprettet hotlinen, har videregivet informationer om Brians mulige lokation til politiet.
'Jeg kan bekræfte, at Dog The Bounty Hunter har et varmt spor om Brians lokalitet. Min far har informeret de lokale myndigheder. Bed en bøn. Måske kan det her være gennembruddet,' skriver hun på Twitter.
Varmt spor
Ifølge Dog The Bounty Hunter går et af de interessante tip på, at Brian Laundries forældre skulle have opholdt sig i Fort De Soto Park sammen med deres søn ad to omgange, efter han forsvandt - fra 1.-3. september og igen fra 6.-8. september.
- De blev registreret og gik igennem porten. De er på kamera. De var her, siger dusørjægeren til Fox News og fortsætter:
- Vi mener, at hvis han (Brian, red.) ikke er her nu, så har han været her. For vi er sikre på, at vi har ham på kamera her ved porten - at han virkelig var her. Vi hører, at tre mennesker kom ind 6. september, og at kun to forlod stedet 8. september.
Brian Laundries forældre har dog gennem deres advokat nægtet, at de skulle have nogen som helst viden om, hvor deres søn er.
- De er bekymrede for Brian, og de håber, at FBI kan finde ham, lyder det fra familiens advokat Steven Bertolino i en udtalelse.
- Spekulationerne i offentligheden og i nogle dele af pressen om, at forældrene skulle have hjulpet Brian med at flygte fra familiens hjem eller undgå at blive anholdt er simpelthen forkerte, lyder det videre.
Artiklen fortsætter under videoen ...
Ifølge BBC er Laundrie ikke sigtet i sagen, men bliver betragtet som en 'person af interesse'.
I forbindelse med hans forsvinden har FBI ransaget Brian Laundries forældres hjem i Florida, hvor det unge par også boede sammen op til den skæbnesvangre tur.
Årsagen til ransagningen skulle angiveligt være nogle mystiske sms'er, som Gabby Petitos mor modtog inden datterens forsvinden.